Leg med Sylfiden
Børn kan sagtens se Sylfiden. De lyrisk-tavse børn fra de er tre år. De eventyr-poetiske fra de er fem år. De action-krævende fra de er otte år. Sådan cirka. Børn er jo forskellige. ,Tilladt for alle‘ ville der stå på en egentlig aldersgodkendelse. Måske kan nogle af de mindste blive bange, alene fordi der bliver mørkt i salen under ouverturen. Men der er intet voldeligt eller anstødeligt i balletten. Til gengæld er det ikke til at sige præcis, hvor gammel man skal være for helt at
forstå denne ballet. Måske 7 år eller 17 år – eller 70 år? Eller måske bliver man bare aldrig helt gammel nok.
Både børn og voksne skal imidlertid kunne være stille. Hellere gå hjem med et træt barn i pausen end at tvinge barnet til at se 2. akt under brok. Et barn har
masser af fantasi og kan sagtens digte slutningen frem selv. Og så kan barnet jo glæde sig til at blive større og se 2. akt. Til gengæld er det fint nok, hvis barnet bare sidder og falder i søvn. Hvem ville ikke gerne drømme til Løvenskiolds musik og lyden fra Sylfidens tåspidstrippen?
Nogle børn dyrker forventningens glæde og kan godt lide at kende lidt til en oplevelse på forhånd. Andre skal ikke have noget at vide før et par timer forinden. Men her er en børneintroduktion til ballet og Bournonville sammen med et børneresumé og et børnehandlingsreferat af Sylfiden. Sådan omtrent skrevet til skolestartere og deres voksne:
Børneintro til ballet
Ballet er en slags teater kun med dansere, ofte uden ord. På scenen er der voksne dansere og børnedansere. De har allesammen lært alle trinene udenad på forhånd, og deres bevægelser passer på musikken, som orkestret spiller. Balletdanserne træner ballet hver eneste dag for at blive stærke og smidige og hurtige, akkurat ligesom professionelle fodboldspillere og
cykelryttere.
I ballet drejer man fødderne og tæerne udad, og man holder ryggen rank. I ballettens verden synes man, at det er
det smukkeste – og på den måde kan man komme til at løfte benene højest. Og så kan pigerne bedst vise deres lyserøde ’tåspidssko’, som er helt hårde nede i spidsen, så pigerne kan holde balancen på storetåen.
Mændene har bare almindelige sko på. Men balletdansere skal ikke kun strække tæerne og dreje rundt. De skal også kunne ’mime’, det vil sige, at de skal kunne fortælle historier med deres ansigter og med deres arme og kroppe. Uden at tale med
ord.
Børneintro til Bournonville
I Danmark har der været ballet på Det Kgl. Teater i mere end 250 år. Men balletten om Sylfiden er ’kun’ omkring 170 år gammel – den er fra 1836. Sylfiden er skabt af en balletmester, der hed August Bournonville. Han blev født samme år som H.C. Andersen, i 1805. Og han er næsten lige så berømt. Han lærte at danse af sin far. Da han var 15 år, rejste han til Paris sammen med sin far for at træne hos de bedste balletlærere. Og da han var 19 år, rejste han alene til Paris for at danse sammen med verdens bedste dansere.
Men da han var 25 år, rejste tilbage til Danmark for at blive balletmester ved Det Kgl. Teater
ligesom sin far. Han skabte mere end 50 balletter. Og han var faktisk
balletmester, lige til han var 71 år gammel – tre år, før han døde.
Bournonvilles balletter er meget smukke. I hans balletter smiler danserne tit, når de danser. Dansen skal nemlig helst se let ud. Men i virkeligheden er det
meget svært at danse Bournonvilles dans. Armene skal holdes helt roligt, og fingrene må ikke stritte, selv om fødderne danser meget hurtigt. Skuldrene skal bøje sig så langt frem ud over benene, at kroppen næsten er ved at tabe balancen. Og pigerne skal kunne springe næsten lige så højt som drengene. Til gengæld løfter mændene ikke damerne op over hovedet; det var ikke opfundet endnu på Bournonvilles tid.
Den Kongelige Ballet har danset Bournonvilles balletter, lige siden
Bournonville fandt på dem. Men Bournonvilles balletter er ikke bare berømte, fordi de er gamle, men fordi de er så glade. Alle Bournonvilles balletter ender nemlig lykkeligt. Både Napoli og Et Folkesagn og Kermessen i Brügge. Alle hans balletter undtagen Sylfiden.
Børneintro til sylfidefeen
En sylfide er en slags lysende fe. Hun bor i skoven, måske ved bredden af en sø. Hun er en luftånd, så hun kan flyve. Hun har en hvid kjole på og små, hvide vinger. I håret har hun en blomsterkrans, og på fødderne har hun sko af silke. Hun kan minde om en alf. Og hun kan gøre sig usynlig, hvis hun vil. Selv om hun er et overnaturligt væsen, så ligner hun en almindelig kvinde. En mand kan godt komme til at tro, at hun er
en kvinde. Og en mand kan meget let komme til at forelske sig i hende. Men en
sylfide kan ikke tåle, at et menneske rører ved hende. Så taber hun sine vinger og dør. Det ved en sylfide godt. Alligevel kan hun godt glemme det, hvis hun bliver
forelsket i en mand.
Familieresumé af Sylfiden
Sylfiden handler om en mand, der hedder James. Han bor i et land, der hedder Skotland.
Han har en ternet nederdel på, for det havde man i Skotland i gamle dage. James skal giftes med en pige, der
hedder Effy. Men så ser han pludselig en smuk, hvid pige, som han bliver vildt forelsket i.
Hun er ikke en almindelig pige, hun er en sylfide – det er sådan en slags skovfe med hvid kjole og små vinger på ryggen. Hun danser på tåspidserne, næsten som om hun flyver. Han glemmer alt om Effy og om sin kammerat Gurn, som er
forelsket i Effy. James opfører sig mærkeligt over for bryllupsgæsterne, og han bliver vred, da den gamle kone Madge kommer for at varme sig ved
ilden i stuen. Han kan kun tænke på Sylfiden.
Og han ender med at forlade sin fine bryllupsfest, som hans mor Anna har
arrangeret. Han løber bare afsted efter Sylfiden ud i skoven. Men Madge er i virkeligheden en
heks. Og nu vil hun hævne sig på James. Så hun koger et magisk slør i en heksegryde ude i skoven om natten. Og så giver hun det til James og lover ham, at hvis han lægger det om skuldrene på Sylfiden, så vil hun blive forvandlet til en almindelig pige. Det gør James.
Men heksen har snydt ham, for sløret er forhekset. Da Sylfiden får sløret rundt om sig, taber hun sine vinger – og uden vingerne kan hun ikke leve. Så Sylfiden falder død om, og hendes sylfideveninder bærer hende væk. Og James dør af et ’knust hjerte’, som man siger om at dø af ulykkelig kærlighed. Til gengæld ender Effy med at blive gift med Gurn. Sådan får heksen sin hævn.
